Kategori: Uncategorized

Projekter passer godt til mit gemyt. Man er på udforskning, finder materiale, samler indtryk, forener fælles kræfter til store resultater. Man giver alt, man har i sig i en fortættet periode, og så kan man sætte skibet i søen og drive for vinden.

Der er gået nogle år siden mit sidste indlæg her i min blog Livet efter Arbejdslivet. Og det skyldes jo den transformation, der fik mig til at skrive min første blog Sidste Arbejdsår. Da det mål var nået, fortsatte jeg mit blog projekt her – i livet efter arbejdslivet! MEN så skete der det, at jeg som pensionist fik så travlt!

Det blev ikke til så mange indlæg i 2019, og slet ikke i 2020 – da Corona ankom og ruskede op, ikke alene i det lille Danmark, men i hele verdenssamfundet. Vi kom til at opleve en pandemi – det ord har vi ikke haft i brug i min levetid indtil da. Det fik konsekvenser for det enkelte menneske i verden, det skabte store vanskeligheder globalt, det medførte mange forandringer, nogle af de gode har vi fortsat med os. Blandt de vigtige er, at vi fik øje på de små mirakler, vi lærte at skønne på det nære, og vi kom ud i naturen, som altid favner os. Der var skønne folk, der fik os til at synge!

2021 kom med nye impulser, og jeg satte gang i et drømmeprojekt. Min første bog! Jeg arbejdede rigtig meget, oplevede meget, lærte meget – mens Corona langsomt slap taget i os. Året efter lå den der – Den Søvnige Hanekylling – et eventyr for børn – med de skønneste akvareller af billedkunstneren Kamilla Ruus. Eventyret havde ligget i skrivebordsskuffen i 27 år! – Oh, at blive pensionist!

I vinteren 2022 var der nogle fortællinger, der trængte sig på. Nogle dybe, alvorlige fortællinger for voksne. Der skete så meget i vores verden, at jeg fandt det nødvendigt at yde en grundig indsats for at gøre dem brugbare – hurtigst muligt. De berører emner, der er så tæt på det, vi oplever i verden i dag, og tænk, hvis de kan inspirere andre til at finde klarhed og finde ind til kernen af det, vi lever og ånder for. Om få dage ligger den der. Min anden bog: LYSPUNKTER.

Det er derfor, jeg sidder her nu. Jeg har tænkt på at genoptage min blog – netop som et projekt – et langsigtet projekt, sådan som jeg forestillede mig det, da jeg oprettede denne opfølger til Sidste Arbejdsår. At skrive engang imellem, når jeg har noget på hjerte. Lige nu har jeg hele to bøger på hjerte. Med egen webside hver især. Nu gør jeg det: Tager fat i den røde tråd!

https://densoevnigehanekylling.dk/

https://lyspunkter-fortaellinger.dk/

Det er fred og glæde, jeg ser i disse ansigter. Et smil og spil i øjne, når vi slår en bue uden om hinanden. Latter, når vi mødes på en sti og “går rundt om en enebærbusk” for at holde afstand. Naturen sætter sine egne ansigter op og fløjter efter mig på vejen – uanset at jeg er længst ude over den alder!

Teksten er fra 14.4.20 efter en vandretur. Tilsat den ventende digitale collage fra marts.

Længslen bryder ud, vi higer mod lyset, det er tid til nærvær – et koncentreret og præcist nærvær i stemme, i øjne, i menneskevarme, der kan rejse over store afstande – uden at røre, og uden at smitte.

Teksten sat på nu i maj – den digitale collage har ventet tålmodigt.

Lyset går på strejftog i små lette dunskyer, i en fjer fra vinterdragten, i den vilde kirsebærs første spæde knopper, der springer.

Det var i marts, den digitale collage har stået parat og ventet på mig, det er først nu i maj, at jeg sætter tekst på – et strejf af tidlig vår.

Oplevelse

Isolation i hjemmet betyder ikke uvirksomhed. Når dagligdagens spraglede baggrundstæppe trækkes væk, bliver der stille, og fokus rettes et bestemt sted hen, ikke i tusinde retninger, men samlet i én retning. Og vi får mulighed for at udføre en gerning grundigt og koncentreret. Vi får tid til at opdage nye sider af vores kendte verden, at opdage grundbetydningen af et ord, en sætning, et udtryk. Vi får øje på nye sammenhænge imellem forskellige fænomener, det vi kender som vores egen bukselomme giver pludselig ny mening, vi går ind i en tilstand af oplevelse.

Oplevelse er sansning – at sanse nyt eller at sanse på ny, hvad vi ellers godt kender. Vores bevægelsesfrihed er nu mindsket, vi er heldige, at vi stadig har lov at gå en tur – under nøje hensyntagen til hinanden. Når noget er rationeret, bliver det dyrebart, og vi oplever naturen og forårstegnene mere intenst end vi plejer. At vandre en tur nu – i solskinsvejr – omgivet af et brusende overdådigt og stædigt forår – indsnuse det, høre det, mærke det prikke på kinderne, krible i jordbunden, pile i krattet og flyve over hovedet på os, det er oplevelse, umiddelbart, ordløst, som det var, dengang vi selv var nye i denne verden.

Det er begyndelse, det er historiefortælling i nuet, det er alting for første gang. Det er åbningen ind til en ny verden.

Lysskær

Vi er nået frem til marts 2020. Sidste indlæg, jeg leverede, var den første dag i året. Og verden var gammelkendt og af lave som sædvanlig.

Jeg kaldte det den stilleste dag på året – uden at ane, at verden skulle gå i hi og blive stillere end nogensinde før. Jeg vil vælge at se det, som at verden er på vej til at blive fornyet.

Jeg tror og håber på, at der skal komme nyt og godt med os ud i den nye fremtid. Det er som Tornerose – “Og du skal sove i hundred’ år”. Lad søvnen blive vederkvægende for sjæl og krop – gode hoveder i alle lande får nu en tidsoase til at tænke nye tanker. Det kan være sundt at “kede sig” – det er dér, geniale idéer kan opstå. Vi er sendt ind bag facaden i kontemplation, i funderinger over vores liv før, vores liv nu og vores liv i en ukendt fremtid.

Vi får oplevelser, vi ikke kunne have forestillet os. Verden holder vejret – derfor kan vi høre fuglesangen. Forureningen er suspenderet i tilstrækkelig grad til, at vi skal forundres over, hvordan verden kunne være, om mennesket skulle finde andre måder at leve på. Det er nu, vi har chancen for at skabe forestillingen om en forunderlig ny verden, hvor vi kunne leve i pagt med naturen.

En ny måde at leve på, hvor vi skaber sunde kredsløb – hvor vores forbrug af naturens ressourcer bliver hensigtsmæssigt, hvor dyrkning og forarbejdning sker med omtanke og omsorg for menneske, dyr og al øvrig natur. Hvor vi skaber en verden, der kan holde balancen og give liv også til vore børn.

Der bliver stille indeni. Så stille, at vi kommer i tanker om gamle, glemte sange. Vi får en trang til at give glæde og kærlighed til hinanden. I dette perspektiv udviskes forskelle mellem mennesker, meningsforskelle, kulturelle forskelle – vi bliver ét, vi bliver et fællesskab – på tværs af landegrænser, vi oplever måske først rigtigt, hvad det vil sige at være global.

Og så kan vi skelne mellem det der er vigtigt, og det, der er uden betydning.

Den stilleste dag

Vi er nu gået ind i den stilleste dag på året, vi er gået ind i det nye år med et brag, resten af natten og den nye dag i det nye år – i det nye årti – går vi på listefødder. Det er som at være et lille barn, der for første gang finder ud af at klatre op i en lænestol. Et nyt niveau – en ny udsigt – en halv barndom – en hel skoletid.

Og vi ser bagud – ikke alene et år, men hele 10 år, og vi taler om tendenser i tiden, om nyskabelser i tiden der gik, om videnskabelige gennembrud, om katastrofer, om verdens tilstand, om klimaet. Vi prøver at skue fremad, gøre os forestillinger om, hvad der bliver de næste opfindelser, hvordan vi skal klare de næste 10 år, hvordan vi skal bremse forureningen, hvordan vi skal udvikle vore samfund, hvordan vi skal finde penge til alt det, vi behøver for at redde verden.

Vi må sove på det – i årets første døgn. Det er en stor mundfuld at sluge, et stort ansvar, vi lægger på vor menneskeheds skuldre. Bare vi kunne blive enige om at være gode ved hinanden, hjælpe vores næste, passe på os, mens vi har os, værne om menneskerettigheder og lighed i samfundet. Bare vi kunne arbejde sammen om at skabe en god verden, hvor der er plads til os alle, hvor alle ressourcer bruges med omtanke og i pagt med naturen.

Vi skal finde tillid til, at vi kan og vil, at vi sammen kan skabe verden på ny, at vi kan lykkes med de gode hensigter, vi har. At vi kan rumme hinanden på kryds og tværs med alle vore forskelligheder og være til gavn og glæde og tage imod de evner og de gaver, vi hver især har at give.

Tiden er der som et baggrundstæppe for det liv, vi udspiller på vores blå planet. Det er os, der inddeler tiden i epoker, tidsaldre, sekler, årtier. Vi har atter tildelt os selv et nyt år – en ny chance for liv.

Lys og Kildevand

Der er gået godt 2 måneder siden mit sidste indlæg – så jeg bekræfter nok reglen: Når man bliver pensionist, så får man først virkelig travlt!

At være nyslået pensionist, jeg var begejstret. Det var som at fryse midt i en bevægelse, da jeg fik meddelelsen, at en inderlig ven var død. Der er gået mange tanker til denne ven, og det var godt, at jeg havde meldt mig til nogle kurser.

Nu står novemberkaktus og kaster små røde lys ud i mørket, året er gået på hæld, lyskæder dekorerer træer og hække allevegne, og min halve tønde udenfor leverer rindende vand – dugfrisk fra oven – i det vådeste efterår i mands minde. Spurvene forstår at holde balancen på kanten og tage høstbad ind imellem måltiderne på foderbrættet. Hvor mon jeg skal gøre af alt det vand, inden frosten sætter ind?

Fotografen er en lysarbejder. Alting handler om at hente lyset ind i kameraet i de rigtige doser, få det rettet hen på motivet og dermed fortælle den historie, man ønsker. Er det mørkt, må vi lukke mest muligt lys ind, er det lyst, må vi lukke mindre lys ind. Vi har flere virkemidler. Grundlæggende har vi ISO – det er lysfølsomheden. Hvis det er et nogenlunde stabilt vejr dagen igennem, kan man bruge den samme indstilling. Mere smidigt skal det være, når vi indstiller blænden og lukkertiden – det skal vi gøre for hver situation vi fotograferer. Man lærer fotojargonen – blænden betegner egentlig den blændeåbning, der lukker lyset ind, og lukkertiden er den hastighed, billedet indfanges med. Vi kan lukke meget lys ind på kort tid, eller vi kan lukke lidt lys ind på lang tid. Når man er dreven, kan man jonglere med mulighederne for at få de bedste skud. Kombinationer – altid drejer det sig om tid og lysmængde. Motivet kan stå stille, være i bevægelse eller i høj fart. Tid på dagen, vejr og vind, ro eller omskiftelighed. – Indendørs, det er et kapitel for sig.

Allerbedst husker vi de billeder, vi ikke fik taget! Jeg sad og øvede mig foran vinduet. Spurvene sad i etager i foderholderen. Jeg knipsede og knipsede, indstillede blænde og lukkerhastighed, trykkede halvt ned for at stille skarpt og trykkede helt ned og fik det samme motiv ind i utallige variationer. Så drejede jeg objektivet i bund, drejede knappen hen på Off, satte kameraet fra mig.

Og så sad den der. Spurvehøgen. Oppe på hjørnet af taget overfor, strunk med fine grå striber på det lyse bryst, et vågent øje, der stillede skarpt på mig igennem ruden. Det helt perfekte billede – som jeg ikke fik taget.

Jeg er sikker på, at det er den samme, der har været her hver gang. – Tredje gang den kom, ramte den plet. Det var lyden der kom først. Tilbage sad tre små fjer på ruden. Og så opdagede jeg den, siddende i hækken med vingerne spredt over sit bytte. Det nåede jeg at fange! – Det hører med til at fodre spurve – man skal acceptere, at så fodrer man også spurvehøgen.

Små flyvende øgler

Ja, og små er de i forhold til deres aner, der var enorme landkrabber. Det var først efter det store meteornedslag for bare 65 millioner år siden, der slog størsteparten af dem ihjel, at øglerne begyndte at hæve sig over jorden. Der er flere teorier om, hvordan det gik til.

Og sådan kan man nok forstå, at det er helt hæsblæsende at gå på pension! Aktiviteterne begyndte lige med det samme, og mine fuglevenner bliver aldrig de samme igen – for nu kommer jeg til at kende dem helt ind under fjerdragten!

Jeg har været pensionist i 2 uger. Der har været udflugter i naturen med kikkert i hånd, der har svævet rovfugle deroppe på firmamentet og fløjet små sværme af småfugle forbi, hejrerne har afsøgt vandspejlet, der har været regnbuer, solstrålebundter på havoverfladen, og fuldmånen tænder lys i natten.

Der har været dage med praktiske gøremål og dage med fine oplevelser, dage, hvor ting er faldet på plads og bekymringer har opløst sig i den blå luft. Mimrekortet har været i brug, der er blevet sagt tillykke til den nybagte pensionist, nye rytmer er opstået, hver morgendag har jeg indåndet med fryd. Blæsevejret medbragte hilsener fra de store oceaner, der indhyllede mig i den dybeste lifligste duft fra havet, af tang, af skaller, af sand, af fiskeskæl, af måger, af strandsten, og jeg læser om bjergarter, der formedes dybt i jorden, flød ud med vulkanens lava, blev medbragt af fossende vandmasser og aflejret i jordskorpen, der atter blev omformet igennem årtusinders metamorfose, bjergkæder blev foldet og æltet som dej.

Regnen ligger i havens blomsterbægre og i engens blåklokker – havtorn og slåen byder op til høstfest, himlen lægger baggrundsfarver til. Spurvehøgen har været der gentagne gange, men byttet slap væk – mine små flyvende øgler.