Lys og Kildevand
Der er gået godt 2 måneder siden mit sidste indlæg – så jeg bekræfter nok reglen: Når man bliver pensionist, så får man først virkelig travlt!
At være nyslået pensionist, jeg var begejstret. Det var som at fryse midt i en bevægelse, da jeg fik meddelelsen, at en inderlig ven var død. Der er gået mange tanker til denne ven, og det var godt, at jeg havde meldt mig til nogle kurser.
Nu står novemberkaktus og kaster små røde lys ud i mørket, året er gået på hæld, lyskæder dekorerer træer og hække allevegne, og min halve tønde udenfor leverer rindende vand – dugfrisk fra oven – i det vådeste efterår i mands minde. Spurvene forstår at holde balancen på kanten og tage høstbad ind imellem måltiderne på foderbrættet. Hvor mon jeg skal gøre af alt det vand, inden frosten sætter ind?
Fotografen er en lysarbejder. Alting handler om at hente lyset ind i kameraet i de rigtige doser, få det rettet hen på motivet og dermed fortælle den historie, man ønsker. Er det mørkt, må vi lukke mest muligt lys ind, er det lyst, må vi lukke mindre lys ind. Vi har flere virkemidler. Grundlæggende har vi ISO – det er lysfølsomheden. Hvis det er et nogenlunde stabilt vejr dagen igennem, kan man bruge den samme indstilling. Mere smidigt skal det være, når vi indstiller blænden og lukkertiden – det skal vi gøre for hver situation vi fotograferer. Man lærer fotojargonen – blænden betegner egentlig den blændeåbning, der lukker lyset ind, og lukkertiden er den hastighed, billedet indfanges med. Vi kan lukke meget lys ind på kort tid, eller vi kan lukke lidt lys ind på lang tid. Når man er dreven, kan man jonglere med mulighederne for at få de bedste skud. Kombinationer – altid drejer det sig om tid og lysmængde. Motivet kan stå stille, være i bevægelse eller i høj fart. Tid på dagen, vejr og vind, ro eller omskiftelighed. – Indendørs, det er et kapitel for sig.
Allerbedst husker vi de billeder, vi ikke fik taget! Jeg sad og øvede mig foran vinduet. Spurvene sad i etager i foderholderen. Jeg knipsede og knipsede, indstillede blænde og lukkerhastighed, trykkede halvt ned for at stille skarpt og trykkede helt ned og fik det samme motiv ind i utallige variationer. Så drejede jeg objektivet i bund, drejede knappen hen på Off, satte kameraet fra mig.
Og så sad den der. Spurvehøgen. Oppe på hjørnet af taget overfor, strunk med fine grå striber på det lyse bryst, et vågent øje, der stillede skarpt på mig igennem ruden. Det helt perfekte billede – som jeg ikke fik taget.
Jeg er sikker på, at det er den samme, der har været her hver gang. – Tredje gang den kom, ramte den plet. Det var lyden der kom først. Tilbage sad tre små fjer på ruden. Og så opdagede jeg den, siddende i hækken med vingerne spredt over sit bytte. Det nåede jeg at fange! – Det hører med til at fodre spurve – man skal acceptere, at så fodrer man også spurvehøgen.