Den stilleste dag
Vi er nu gået ind i den stilleste dag på året, vi er gået ind i det nye år med et brag, resten af natten og den nye dag i det nye år – i det nye årti – går vi på listefødder. Det er som at være et lille barn, der for første gang finder ud af at klatre op i en lænestol. Et nyt niveau – en ny udsigt – en halv barndom – en hel skoletid.
Og vi ser bagud – ikke alene et år, men hele 10 år, og vi taler om tendenser i tiden, om nyskabelser i tiden der gik, om videnskabelige gennembrud, om katastrofer, om verdens tilstand, om klimaet. Vi prøver at skue fremad, gøre os forestillinger om, hvad der bliver de næste opfindelser, hvordan vi skal klare de næste 10 år, hvordan vi skal bremse forureningen, hvordan vi skal udvikle vore samfund, hvordan vi skal finde penge til alt det, vi behøver for at redde verden.
Vi må sove på det – i årets første døgn. Det er en stor mundfuld at sluge, et stort ansvar, vi lægger på vor menneskeheds skuldre. Bare vi kunne blive enige om at være gode ved hinanden, hjælpe vores næste, passe på os, mens vi har os, værne om menneskerettigheder og lighed i samfundet. Bare vi kunne arbejde sammen om at skabe en god verden, hvor der er plads til os alle, hvor alle ressourcer bruges med omtanke og i pagt med naturen.
Vi skal finde tillid til, at vi kan og vil, at vi sammen kan skabe verden på ny, at vi kan lykkes med de gode hensigter, vi har. At vi kan rumme hinanden på kryds og tværs med alle vore forskelligheder og være til gavn og glæde og tage imod de evner og de gaver, vi hver især har at give.
Tiden er der som et baggrundstæppe for det liv, vi udspiller på vores blå planet. Det er os, der inddeler tiden i epoker, tidsaldre, sekler, årtier. Vi har atter tildelt os selv et nyt år – en ny chance for liv.