Lysskær
Vi er nået frem til marts 2020. Sidste indlæg, jeg leverede, var den første dag i året. Og verden var gammelkendt og af lave som sædvanlig.
Jeg kaldte det den stilleste dag på året – uden at ane, at verden skulle gå i hi og blive stillere end nogensinde før. Jeg vil vælge at se det, som at verden er på vej til at blive fornyet.
Jeg tror og håber på, at der skal komme nyt og godt med os ud i den nye fremtid. Det er som Tornerose – “Og du skal sove i hundred’ år”. Lad søvnen blive vederkvægende for sjæl og krop – gode hoveder i alle lande får nu en tidsoase til at tænke nye tanker. Det kan være sundt at “kede sig” – det er dér, geniale idéer kan opstå. Vi er sendt ind bag facaden i kontemplation, i funderinger over vores liv før, vores liv nu og vores liv i en ukendt fremtid.
Vi får oplevelser, vi ikke kunne have forestillet os. Verden holder vejret – derfor kan vi høre fuglesangen. Forureningen er suspenderet i tilstrækkelig grad til, at vi skal forundres over, hvordan verden kunne være, om mennesket skulle finde andre måder at leve på. Det er nu, vi har chancen for at skabe forestillingen om en forunderlig ny verden, hvor vi kunne leve i pagt med naturen.
En ny måde at leve på, hvor vi skaber sunde kredsløb – hvor vores forbrug af naturens ressourcer bliver hensigtsmæssigt, hvor dyrkning og forarbejdning sker med omtanke og omsorg for menneske, dyr og al øvrig natur. Hvor vi skaber en verden, der kan holde balancen og give liv også til vore børn.
Der bliver stille indeni. Så stille, at vi kommer i tanker om gamle, glemte sange. Vi får en trang til at give glæde og kærlighed til hinanden. I dette perspektiv udviskes forskelle mellem mennesker, meningsforskelle, kulturelle forskelle – vi bliver ét, vi bliver et fællesskab – på tværs af landegrænser, vi oplever måske først rigtigt, hvad det vil sige at være global.
Og så kan vi skelne mellem det der er vigtigt, og det, der er uden betydning.